Redningshunden - Danmarks historie
Uddannelsen af redningshunde i Danmark startede i 1960'erne, hvor nogle civile hundeførere fra Århus i kommunalt regi begyndte at træne deres hunde til at finde forsvundne personer i katastrofelignende situationer.
Senere fulgte flere andre byer med i uddannelsen af redningshunde; men der skulle gå over 30 år, før der kom et fælles samlingspunkt for de danske redningshundeførere. Dette skete ved stiftelsen af "Redningshunden-Danmark" (RDA) i 1988. Hermed fik instruktører og hundeførere et sted at udveksle ideer og erfaringer - i starten primært i bladet "Redningshunden", og nu også via også hjemmesiden.
I begyndelsen af 1999 blev RDA medlem af den Internationale
Redningshunde Organisation (IRO), der er en paraplyorganisation for alle verdens
redningshundeorganisation. IRO er desuden med til at udfærdige de internationale guidelines
(INSARAG) i forhold til brug af redningshunde på internationalt niveau efter f.eks. jordskælv.
Som medlemsorganisation har RDAs medlemmer adgang til at deltage i møder og arrangementer
angående krav til redningshunde, instruktøruddannelse, indsatstests samt prøver rundt omkring i
verden. IRO afholder desuden hvert år et verdensmesterskab for redningshunde, hvor RDA med
undtagelse af år 2009 har haft deltagere med. RDAs medlemmer har ved disse prøver vist at de
bedste danske redningshunde er blandt verdens bedste.
Flere af RDA´s medlemmer har gennem tiden bestået IROs mission readiness test inden for både Ruinsøg og rundering.
RDA stod, i mange år, også for koordineringen af det årlige danmarksmesterskab for redningshunde, der
for mange redningshundeførere var et af årets højdepunkter. Her mødtes alle landets hundeførere til en hyggelig
weekend, hvor der var mulighed for at udveksle erfaringer og kåre “årets redningshund”.
Men da de fleste Redningshunde byer blev nedlagt i forbindelse med at redningshundene gik fra det kommunale beredskab til
Beredskabsstyrelsen, så blev der i mange år ikke mere afholdt DM.
I 2023 afholdte RDA dog et uofficielt DM, indenfor IPO-R disciplinerne og der arbejdes på om det fremover kan
blive et officielt DM.
RDA har ligeledes indgået samarbejde med Dansk Kennel Klub (DKK), hvilket betyder at foreningens medlemmer har adgang til deltagelse i andre specialklubbers prøver og kurser. Her kan f.eks. nævnes at RDAs medlemmer har mulighed for at deltage i DKKs SPH DM, DKKs IPO DM samt mange af schæferhundeklubbens kurser og prøver. Herudover kan foreningens medlemmer med DKK-stambogsførte hunde fra 1. januar 2010 få indført titler fra bestået redningshundeprøve og IRO-prøver i hundens stamtavle.